"Vi lukker ikke - kan I så forstå det!"
Sejlivede rygter vil vide, at Føtex i Sønderborg er ved at lukke. Men intet kunne være mere forkert, slår varehuschefen fast
Når først rygter er sendt i omløb, kan de være svære at aflive. Men det er, hvad varehuschef i Føtex Sønderborg, Jacob Neubert her vil gøre endnu et forsøg på.
“Uanset, hvad vi siger eller gør, så vil rygtet om en lukning bare ikke forsvinde. Men jeg vil gerne gentage, hvad jeg efterhånden har sagt rigtig mange gange: Det har intet som helst på sig. Vi lukker ikke!” slår varehuschef Jacob Neubert fast.
“Tværtimod. Vi har netop realiseret det bedste resultat i fem år, så hvorfor skulle vi dog lukke?” spørger han retorisk.
Går personalet på
De hårdnakkede rygter er noget, der også går personalet på.
“Ikke nok med, at det er frustrende for mig som varehuschef og som privatperson, så er det selvfølgelig også frustrerende for personalet, som ofte bliver konfronteret med rygtet både i butikken og i deres fritid, hvor de må høre spørgsmål som: Nåh, skal du snart ud at finde et nyt job?” fortæller Jacob Neubert.
“Jeg har selvfølgelig gjort, hvad jeg kan for at forklare personalet, at de kan være ganske rolige i forhold til forretningens fremtid. Jeg har holdt ølkasse-møder, hvor jeg har stillet mig op forsikret personalet om, at der ingen planer er om en lukning, og jeg har holdt møder, hvor jeg har gennemgået regnskabet, der jo viser, at vi klarer os rigtig godt,” fortæller varehuschefen.
“Man kan jo spørge, hvorfor vi lige har været med til at sponsere en scene på Rønhaveplads, eller har brugt omkring 40.000 kroner på en optegning af parkeringsbåsene på vores parkeringsdæk, hvis vi var ved at lukke,” siger Jacob Neubert.
Han fortæller også, at man som forretning naturligvis har lavet kalkuler over, hvad åbningen af Borgen og genåbningen af Kvickly kan komme til at betyde for omsætningen.
“Vi forsøger selvfølgelig løbende at tage højde for de ændringer i markedet, som opstår, og derfor har vi også været inde og se på situationen efter åbning af Borgen,” forklarer han.
“Vi har blandt andet opsat et ret ambitiøst mål for vore omkostninger, og dertil kommer, at vi har sat et ret pessimistisk mål for vores omsætning. Men omsætningen er langt fra faldet så meget, som vi ellers har taget højde for, og vores mål for omkostningerne har vi overholdt 110 procent,” siger varehuschefen.
Gang i gågaden
“Det, vi er i gang med, er altså ikke at lukke, men tværtimod at gøre den øvre del af Perlegade endnu mere attraktiv og spændende ved at styrke og udbygge samarbejdet mellem forretningerne, så vi kan få endnu mere gang i gaden og aktiviteter på blandt andet Rønhaveplads. Og jeg ser gerne, at flere kommer med, så det kan brede sig til hele gågade-området. Det vil være godt for handelslivet og byen som helhed, hvis vi kan trække endnu flere kunder til Sønderborg,” siger Jacob Neubert.
“Det er således udvikling, jeg arbejder med, ikke afvikling. Føtex lukker ikke - kan I så forstå det!” slutter varehuschefen.