Holdt kat i halen og tævede den
Manden slipper for en tur bag tremmer, men må ikke have med dyr at gøre i tre år
Først tog han fat i katten og holdt den op i halen, mens han slog den med en genstand. Derefter bankede han den ned i gulvet på en altan til den lejlighed i Østervang i Hillerød, hvor mishandlingen fandt sted.
Sådan lød beskrivelsen i anklageskriftet mod en 34-årig hillerødaner, der forleden var for retten i Hillerød.
Nægtede sig skyldig
Tiltalen lød på brud på dyreværnsloven - en tiltale, den 34-årige nægtede sig skyldig i, fordi han ikke havde en klar erindring om hændelsen, der fandt sted 2. april i år.
Det havde til gengæld et vidne, der overværede mishandlingen af katten. Hun bekræftede ifølge retsbogen, at katten var blevet udsat for den nævnte overlast.
Katten overlevede
Katten slap levende fra episoden, men måtte efterfølgende dyrlægebehandles for flere kløer, der næsten var revet af, en blodunderløben og øm hale og blødninger fra overmunden.
Dommen endte på 14 dages betinget fængsel. Den 34-årige må ifølge dommen heller ikke beskæftige sig med dyr de næste tre år. Endelig skal han betale sagens omkostninger.