Buschauffør truet med fatwa
En kvindelig chauffør blev truet med fatwa af en passager, der viste sig at være psykisk syg
En kvindelig buschauffør, der kørte bus 600S onsdag ved middagstid, fik noget af et chok, da hun kørte på Roskildevej mellem Slangerup og Ølstykke.
"Her kom en mandlig passager på 44 år op til hende og spurgte, om hun var klar over, hvad en fatwa er. Han sagde videre, at han ville nedkalde en sådan over hende, og derefter tog han fat i chaufførens jakke,” fortæller Bengt Due, der er vicepolitikommissær hos Nordsjællands politi i Frederikssund.
Chaufføren kørte bussen ind til siden af vejen og ringede til politiet, som kom kort efter. Da patruljen kom, virkede den 44-årige mand konfus og psykisk ustabil. Betjentene talte med manden og fandt ud af, at han er tilknyttet psykiatrien som patient. De kørte ham derfor op til psykiatrisk sygehus i Hillerød, hvor han frivilligt lod sig indlægge.
Den 44-årige mand er blevet sigtet efter straffelovens paragraf 119, der omhandler vold mod tjenestemand i funktion.