Legendarisk nøgen-svømmehal skal rives ned
Svømmebadet Hellas i Skibby er nu i så dårlig stand, at ejerne ønsker at jævne det med jorden
Svømmebadet Hellas på Marbækvej i Skibby gik i tidernes morgen for at være Nordens første tekstilfri svømmehal. Senere blev den også benyttet til instruktion af og kurser for dykkere.
Men alt dette er fortid nu, for det 20 meter lange svømmebad, der er bygget i et drivhus, står nu til nedrivning.
Det fremgår af et referat fra seneste møde i Økonomiudvalget den 22. november.
Ejerne af Hellas ønsker at rive svømmebadet ned på grund af dets ringe forfatning. Men da stedet er omfattet en Lokalplan for området, en Lokalplan der oprindeligt blev udarbejdet med det formål, at gøre det muligt at udvide det eksisterende svømmebad om nødvendigt, skal sagen nu i høring.
Med andre ord er Lokalplanen ikke længere aktuel, da svømmebadet har fået en nedrivningstilladelse på grund af dårlig stand, og fordi det fremgår, at ejerne ikke ønsker at genopføre et nyt.
Alt tyder derfor på, at en epoke er ved at være definitivt slut, vel at mærke når høringsperioden er afsluttet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hellas' ejere.