11-årig pige fik indbrudstyve til at stikke af
Pige på cykel passerede forbi fire indbrudstyve på Kongens Vænge i Hillerød
En 11-årig pige på cykel kan have været årsagen til, at en gruppe på fire indbrudstyve stak af med uforrettet sag på Kongens Vænge i Hillerød.
Pigen kom torsdag aften cyklende på en sti ved Texasvej i nærheden af villaen. Da ser hun fire mænd gå foran hende. Senere, klokken 19.17, passerer hun på cyklen en villa på vejen, hvor hun ser to af mændene stå og holde øje ude foran. Da hun kommer nærmere, fornemmer hun ifølge Nordsjællands Politi, at mændene "føler sig opdaget" i deres foretagende. Pigen ser også, at en af dem har et koben i hånden.
Derefter kommer de to andre mænd ud fra adressen, og alle fire stikker af.
Rød trøje under jakken
Hun beskriver de to mænd, som står uden for huset, som udenlandsk af udseende og cirka 20 år gamle.
Den ene er cirka 180 centimeter høj og har mørkt og kort hår. Han er iført en mørk jakke med en rød trøje indenunder, og han har trukket hætten på sin jakke op.
Den anden er iført en sort dunjakke, mørke bukser med hvide striber og en sort hue.
De to mænd, som løb ud af huset, kan hun kun komme med sparsomme oplysninger om, men så, at de også var udenlandske af udseende og bar mørkt tøj.
Der var fredag formiddag endnu intet overblik over, om tyvene havde stjålet noget. Men beboerne kunne se, at de havde været rundt og kigge i hele huset, oplyser vicepolitikommissær Jørgen Lyster fra Nordsjællands Politi i Hillerød.