Fortsæt til indhold

Biltyve pløjede golfbane op med stjålen bil

En Toyota Landcruiser har efterladt kraftige hjulspor på Hul 6 hos Smørum Golfklub

Krimi
Kenneth Tanzer

Golfklubben i Smørum blev 2. juledag udsat for groft hærværk.
Ukendte gerningsmænd kørte en Toyota Landcruiser ind på klubbens Hul 6, der ligger på Ledøjetoften. Her kørte de bilræs og efterlod kraftige hjulspor, inden bilen blev kørt i søen.
Ifølge Nordsjællands Politi i Frederikssund, så er bilen muligvis stjålet, da den senest har været en udstillingsmodel.
"Anmelderen til hærværket på golfklubben har fortalt os, at gerningsmændene formentlig er de samme personer, som de seneste to måneder har kørt ræs på golfbanen i alt otte gange," siger Anne Alsøe, politikommissær hos Nordsjællands Politi.
Lokalavisen har været i kontakt med Smørum Golfklub, som ikke har ønsket at kommentere hærværks-episoden.