Forsøgte at banke ældre mand til døde
Jesper Lundh
OPDATERET 13.19: En 74-årig mand er lige nu indlagt på Odense Universitetshospital med kritiske skader efter at en 34-årig mand i aftes gik amok og ifølge politiet forsøgte at banke den ældre mand til døde i en lejlighed på Bargumsvej i Tønder.
Da politiet mødte op ved midnatstid, fandt betjentene lejlighedens 74-årige beboer med livsfarlige skader i hovedet. I lejligheden var også den 34-årige mand, der tilsyneladende havde overfaldet den ældre mand, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 34-årige mand fra Tønder blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg for lukkede døre. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger sigtet for forsøg på manddrab. Den 34-årige kærede ikke fængslingen til landsretten.