Sagen opklaret
Sagen om den nøgne, blodige mand, der blev fundet halvt bevidstløs og i kritisk tilstand onsdag formiddag i Tuborg Havnepark, er nu opklaret. Der er tale om en 35-årig mand fra Polen. Manden ligger stadig på Rigshospitalet, men er uden for livsfare, oplyser Nordsjællands Politi.
"Den polske mand har været bosat i nogle år i USA, men har været i Danmark i et par måneder. Han bor i Brønshøj. Vi har talt med ham, og vi vurderer, at han ikke har været udsat for en forbrydelse. Han har tidligere haft en diagnose som psykisk syg," fortæller politiassistent René Letvad, Nordsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.
Manden kunne blive identificeret, fordi en bekendt af den polske mand havde henvendt sig til Københavns Politi, da det var længe siden, at den bekendte havde hørt fra ham. Og Københavns Politi blev så opmærksom på, at Nordsjællands Politi havde fundet en forkommen mand, som ikke umiddelbart kunne identificeres,
Manden blev fundet på en parkeringsplads i Tuborg Havnepark i Hellerup onsdag formiddag klokken 9.55 af en taxachauffør fra Farum. Manden havde blod i ansigtet og fråde om munden. Han var ukontaktbar og kun iført underbukser. Rundt omkring ham lå resten af hans tøj. Han havde en hudafskrabning på siden af hovedet og på knæ og hænder.
På en sten i vandet fandt politiet efterfølgende blod, som formentlig stammer fra den nøgne mand. Taxachaufføren, der fandt manden, ringede straks efter en ambulance. Da ambulancen ankom, fik manden hjertestop, men blev genoplivet og indlagt på Rigshospitalet.