Højeste antal juleindbrud i mange år
Det kommer næppe bag på nogen: Indbrudstyvene har særdeles travlt med at gøre livet surt for rigtig mange danskere i juledagene.
Men denne jul har de langfingrede tyveknægte haft ekstra travlt, og ikke siden 2009 er der blevet begået flere juleindbrud i Danmark som i denne jul.
Det viser de seneste tal fra rigspolitiet, der blev offentliggjort torsdag formiddag.
I perioden fra den 20. december til og med den 25. december er der blevet anmeldt 1.378 indbrud rundt omkring i landet.
Alene det seneste døgn har 451 danskere haft besøg af en indbrudstyv, viser tallene fra Rigspolitiet.
Sådan fordeler indbrudene sig det seneste døgn:
Nordjylland 42
Østjylland 69
Midt- og Vestjylland 37
Sydøstjylland 23
Syd- og Sønderjylland 36
Fyn 64
Sydsjælland og Lolland-Falster 24
Midt- og Vestsjælland 44
Nordsjælland 43
Københavns vestegn 25
København Amager 9
København City 11
København Bellahøj 23
Bornholm 1
I alt 451
Sidste år blev der anmeldt 1.149 indbrud i perioden fra den 20. til og med den 25. december, og man skal helt tilbage til 2009 for at finde et højere indbrudstal. Dengang slog indbrudstyvene til 1.573 gange i dagene omkring juleaften.