Fortsæt til indhold

Pas på juleindbrud - tyven afmærker huset

Den danske jul er traditionernes tid. Også for tyvene, som begår over 40 % flere indbrud i december end i resten af året

Krimi
Arkiv

Tyvenes kneb bliver stadig mere opfindsomme, og danskerne er ikke verdensmestre i at passe på.
”Vi ligger højt på den europæiske liste over begåede indbrud per indbygger, så danskere er nok ikke altid lige opmærksomme. Desuden er der åbne grænser, hvis tyvene vil slippe hurtigt væk, og de bliver ikke mindre dygtige med tiden. Seneste tiltag er afmærkning af huse, som er nemme at bryde ind i,” advarer Sunny Cagara, der fungerer som foredragsholder og rådgiver inden for tricktyveri og indbrud.
”Tyvene sender en spejder, før indbruddet bliver begået, som afmærker stedet. Man kan vælte skraldespanden for at se, om der bliver ryddet op eller placere objekter i f.eks. indkørslen eller hækken. Tingene fungerer som et kodesprog. Tyven skal hurtigt kunne aflæse, om beboerne er på ferie og se, hvor svært huset er at bryde ind i. Er der alarm, eller ligner det et tag selv-bord,” uddyber eksperten.
I flere jyske politikredse har man i 2013 behandlet sager om afmærkning af huse. I november kunne Syd- og Sønderjyllands politi fortælle pressen om afmærkning med sten eller dåser i hække og lanterner foran en landejendom. Tidligere har man observeret afmærkning af postkasser med farve eller små plastik-strips.
”Det gælder om at være opmærksom i sit kvarter og se, om alting er som vanligt hos sig selv og naboen,” understreger Sunny Cagara, som har en række nemme, praktiske forholdsregler til at undgå indbrud i juletiden.

Sunny Cagara har blandt andet rådgivet FN’s ansatte og samarbejder med folk fra politiet for at undgå indbrud og tricktyveri i Danmark.