Fortsæt til indhold

Knivrøvere er fra lokalområdet

Ingen afgørende spor i sagen om det brutale røveri mod Rema 1000

Krimi
Arkiv

Københavns Vestegns Politi har en stærk formodning om, at de to unge mænd der den 23. december, lillejuleaften, begik et groft røveri mod Rema 1000 på Egelundsvej i Albertslund, er fra lokalområdet.
Det siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby. Hun forklarer, at politiet endnu ikke har nogle afgørende spor i sagen:
"Vi har endnu ikke fået nogle henvendelser vi kan bruge til noget, men vi gør alt hvad vi kan. Det er et meget groft røveri, som vi ser med stor alvor på."
Der var en del vidner til stedet både inde i og udenfor butikken, men politiet vil meget gerne høre fra flere.
Som tidligere omtalt efterlyses de to mænd for forsøg på manddrab, og politet opfordrer alle der har set eller hørt det mindste, om at ringe på telefon 43 86 14 48.

Signalement

Den ene gerningsmand beskrives som en mand på 20-25 år, der er cirka 170 centimeter høj og almindelig eller spinkel af bygning.
Han var iført sort hættetrøje, sort tørklæde for ansigtet og mørke jeans.
Den anden gerningsmand beskrives ligeledes som en mand på 20-25 år.
Han er omkring 170 cm høj og almindelig til muskuløs af bygning.
Han var iført en sort hættetrøje med noget hvid skrift, en sort/hvid-ternet bandana for ansigtet og hvide bukser.