Fortsæt til indhold

Hærdebrede Jimmi holder vagt når du julehandler

Butikkerne og kunderne i midtbyen har professionel julehjælp

Krimi
Peter Friis Autzen

Butikstyve, lommetyve og andre uvelkomne elementer i Fredericias julehandel har fået en ekstra grund til at tage sig i agt. 37-årige Jimmi Stidsen holder vagt i bymidten. Klar til at pågribe uønskede elementer.
Fredericia Shopping står bag vagtordningen, og medlemsbutikkerne kan hele tiden tilkalde den hærdebrede vagt, hvis der er brug for det. Helt frem til og med den 29. december.
“Det er dejligt arbejde at gå rundt i Fredericia. Jeg møder rigtig mange mennesker hver dag og nyder det. Ingen dage er ens,” siger Jimmi Stidsen.
Han arbejder på fuld tid som vagt, kontrollør, livvagt og dørmand. Og sammenlignet med mange af hans andre opgaver, er gågaderne i Fredericia næsten ren afslapning.
“Det er en hygge-tjans, hvor der ikke er den helt store fare for at komme galt af sted,” siger han og hilser på en forbipasserende i Gothersgade.

Uddannet og klar

Jimmi Stidsen er uddannet nødbehandler. Det vil sige, at han er trænet i elementær brandbekæmpelse, og at han kan yde førstehjælp.
“Jeg er også udstyret med en kuffert, hvor jeg har medicin, ilt, plastre og andet førstehjælpsudstyr,” siger han.
Det er nu ganske sjældent, at der bliver brug for kufferten. Og det er i øvrigt heller ikke ret tit, at han er nødt til at tilbageholde butikstyve eller lignende.
“Ofte bruger jeg mere tid på at hjælpe folk med at finde en bestemt butik eller finde vej i øvrigt,” siger han.
Men hvis telefonen ringer, og personalet i en butik har fanget en tyv, rykker han med det samme ud.
“Så foretager jeg en civil anholdelse og skriver en protokol på vedkommende. Hvis vedkommende ikke vil oplyse sin identitet, er vi nødt til at ringe efter politiet. Ellers tager jeg en protokol og anmelder det så efterfølgende til politiet,” siger han.
Håndgemæng hører til sjældenhederne.
“Men der var en gang, hvor en tyv gav mig en skalle. Så måtte jeg lægge ham i håndjern. En anden gang er jeg blevet stukket med en kniv i nattelivet. Heldigvis ramte den kun min vest,” siger han.

Som serviceminded gågadevagt faldet Jimmi Stidsen ofte i snak med folk.

Velgørenhed

Jimmi Stidsen får løn for sit arbejde. Men firmaet bag, Mens Kontrollør- og Vagtservice, er et velgørenheds-foretagende.
“Vores indtægter fra for eksempel kontrolløropgaver ved koncerter og lignende går til velgørenhed,” fortæller han.
Arbejdet som gågadevagt kræver gode gå-ben og varmt tøj.
“Jeg har et par lag på. Og ellers må man gå sig varm. Men det er nu ikke noget problem,” siger Jimmi Stidsen og vinker til en butiksindehaver, der er ude at hilse på.