19-årig sigtes for falsk anmeldelse af voldtægt
Nordsjællands Politi har sigtet en kvinde, som 14. juli anmeldte en fuldbyrdet voldtægt i Bernstoffparken på Femvejen i Charlottenlund
Efter en meget omfattende efterforskning, i en sag om voldtægt af en 19-årig pige i Charlottenlund i juli måned, er Nordsjællands Politi nået til konklusionen, at den anmeldte voldtægt ikke kan have fundet sted, og derfor bliver den 19-årige anmelder nu sigtet for overtrædelse efter straffelovens §165.
"Vi gik massivt ud med en detaljeret efterlysning af gerningsmanden i pressen og skræmte naturligvis en masse borgere i området. Derfor mener vi også, at det er på sin plads, at vi orienterer offentligheden om den nye udvikling i sagen, selvom pigen endnu ikke er afhørt i forbindelse med den nye sigtelse, og vi endnu ikke kender hendes stillingstagen til den," siger vicepolitikommissær Morten Riisager-Pedersen fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Kvinden oplyste den sene søndag aften i juli, at hun var blevet taget hårdt i sin hestehale og ført ind på en sti i Bernstorffsparken af en cirka 30-årig sydlandsk mand, som lagde hende ned på jorden og satte sig ovenpå hende. Hun skulle derefter have mistet bevidstheden, og da hun kom til sig selv igen, var hendes bukser og trusser trukket ned om anklerne, og gerningsmanden var væk. Hun havde smårifter efter overfaldet og blev efterfølgende kørt på hospitalet til undersøgelse.
Nordsjællands Politi skal nu have den 19-årige kvinde til afhøring i forbindelse med den nye sigtelse mod hende, og kan ikke udtale sig nærmere om sagen på nuværende tidspunkt.