Fortsæt til indhold

Bulgarsk mand dømt for brutal overfaldsvoldtægt

Krimi
Jacob Nielsen

En 25-årig mand fra Bulgarien blev mandag dømt for overfaldsvoldtægt ved Retten i Glostrup. Han fik 2 år og 8 måneders ubetinget fængsel, blev udvist for bestandig og skal betale en erstatning på 60.000 kroner til en nu 36-årig kvinde. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den 22. september klokken cirka 05 om natten var kvinden på vej hjem fra en bytur ad Taastrup Hovedgade. Her blev hun, af den 25-årige, tvunget ind på en nærtliggende parkeringsplads, hvor han udsatte hende for en fuldbyrdet voldtægt og samtidig tvang hende for anden kønslig omgang.
Flere butikker på Taastrup Hovedgade har opsat overvågningskameraer, og de fangede gerningsmanden i færd med at føre kvinden om på den afsides parkeringsplads, hvilket kun to dage efter voldtægten førte til, at Københavns Vestegns Politi kunne anholde den 25-årige gerningsmand.
Han har sidenhen siddet varetægtsfængslet og skal forblive i fængslet, indtil han efter sin afsoning udvises til Bulgarien. Han modtog dommen, som i øvrigt også indeholdt straf for en række tyverier. Han havde blandt andet stjålet voldtægtsofferets mobiltelefon, og i juli havde han stjålet et køleskab samt diverse skrot fra en virksomhed i Høje-Taastrup.