Fortsæt til indhold

Tre drenge slukkede græsbrand

Krimi
Michael Wulff

Deltidsbrandfolkene hos Falck i Hinnerup måtte fredag kl 14.04 slippe, hvad de havde i hænderne, og rykke ud til Troldehøjen i skoven bag Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
"Der havde været ild i noget græs, men tre drenge i konfirmationsalderen havde fået det trampet ud, inden vi nåede frem," fortæller indsatsleder Tinna Lynge Jensen.
"Og det var godt gået, at de handlede resolut," siger hun.
Ifølge indsatslederen var det drengene, som havde alarmeret brandvæsenet, da ilden truede med at brede sig.
Brandfolkenes indsats begrænsede sig til, at de hældte lidt vand fra halve liters vandflasker ned i en træstub, der ulmede.
Årsagen til brandens opståen er ukendt.