Nordjyde afslørede sig selv i sneen
En 27-årig mand havde taget turen fra Nordjylland til den sydlige del af Aarhus. Mere specifikt var han taget til en børnehave på Byagervej i Beder, hvor der natten til i dag klokken 00.58 var indbrud.
Da betjente fra Østjyllands Politi kom til stedet, kunne de se friske dækspor i den nyfaldne sne. Sporene blev fulgt af politipatruljen fra Beder til Malling, Solbjerg og Viby. Her fandt de en bil, hvor dækmønsteret passede til det, der var blevet fulgt fra parkeringspladsen ved børnehaven.
De standsede bilen og anholdte den formodede 27-årige gerningmands, der bliver sigtet for indbruddet og bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Aarhus i dag.
Betjentene fandt også et koben i bilen, oplyser Østjyllands Politi.
Efter grundlovsforhør blev den 27-årige mand varetægtsfængslet i fire uger.