Gav hundehvalp piller blandet med godbidder
Tommy Wahlgren mistænker, at nogen bevidst har forsøgt at slå familiens hundehvalp ihjel ved at fodre den med hovedpinepiller mellem en masse godbidder
Tommy Wahlgren og hans familie i Frederikssund har haft nok at spekulere på de sidste to uger. Spørgsmålet, de har stillet sig selv, er, om nogen tilfældigvis tabt panodiler lige for næsen af deres hundehvalp, der stod bundet foran Lidl, imens familien var inde og handle. Eller om, det med Tommy Wahlgrens egne ord ”render et forstyrret menneske rundt, som ikke bryder sig om hunde” og bevidst har forsøgt at tage livet af deres hundehvalp ved at fodre den med en blanding af godbidder og hovedpinepiller.
Dagen, hvor hundelogren blev til en akut tur til dyrlægen, var onsdag før påske. Her skulle familien Wahlgren som så mange andre handle til helligdagene. De bandt familiens syv måneder gamle hundehvalp af et gadekryds foran Lidl på A C Hansensvej og tjekkede også området omkring hundekrogen.
”Det er jo en hvalp, så den tygger i alting. Så vi havde sikret, at der ikke lå noget på foran den, fordi den netop spiser alt,” siger Tommy Wahlgren til Lokalavisen.
Derfor følte familien sig trygge nok til at gå ind og handle. Efter ti minutter gik hans datter endda ud for at se til hunden. Alt så fint ud. Men det gjorde det ikke, da hun kom ud igen, endnu efter 10 minutter i butikken.
Foran snuden på familiens hund lå der en blanding af Panodiler og hundegodbidder, så Tommys 17-årige datter ringede straks til dyrlægen.
”Vi kunne jo ikke vide, om hun havde spist af pillerne, og hvor mange hun måske havde spist,” fortæller Tommy Wahlgren.
Dyrlægens besked var klar: Kom med det samme. Hunden kan dø af at have spist bare få piller. Af sted til dyrlægen det gik. En indsprøjtning senere, og familiens hund, der for få måneder siden levede som gadehund i Portugal, måtte tømme mavesækken ad 15 omgange.
Oplevelsen satte en mistanke i Tommy Wahlgren.
”Det, at der lå hundegodbidder, er da mistænkeligt. Det er da usædvanligt, at man giver en hund, man ikke kender, noget at spise, når hundens ejer ikke er ved siden af. Om de først har lokket med godbidder og så forsøgt at få hende til at spise pillerne, det aner jeg jo ikke,” siger Tommy Wahlgren.
Familien har anmeldt episoden til Nordsjællands Politi i Frederikssund.