Fortsæt til indhold

Vær forsigtig i den tørre natur

Efter ti naturbrande på få dage i Varde Kommune opfordrer beredskabschefebtyrelsen til forsigtighed og omtanke når man færdes i naturen. Trods vintervejret er vegetationen knastør og har udløst flere omfattende naturbrande.

Krimi
Kim Schou

Foråret er over os, og så småt vender solen og varmen tilbage efter de lange vintermåneder. For mange af os er de første forårsmåneder en god anledning til f.eks. at tage en tur i haven eller i skoven – og uforsigtighed har allerede medført, at lokale brandvæsner og Beredskabsstyrelsen er blevet kaldt ud til flere store naturbrande.

Vegetationen er tør trods vintervejr

Selvom Danmark har fået sne, og vejret har været vinteragtigt i marts, har sol og frost bevirket, at planter, træer og buske er tørre og har meget let ved at brænde. Tal fra DMI viser, at der blot er faldet 9 mm nedbør i marts måned, hvorfor overfladen er knastør. Samtidig har frosten i jorden gjort det svært for planter at trække væske op af jorden.

Vis omtanke og vær forsigtig ved ophold i naturen

Prognoserne peger på, at der ikke kommer meget nedbør i de kommende dage, så der kan fortsat være høj risiko for naturbrande de næste par uger i hele Danmark. For at undgå, at der opstår brande i naturen, opfordrer Beredskabsstyrelsen til, at man følger følgende råd:

- Smid ikke cigaretskod, aske, gløder og lignende i naturen

- Brug dertil indrettede bålpladser, hvis du skal tænde et bål eller grill

- Vær opmærksom på bålet og forlad det ikke, før det er helt slukket

- Ring 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude

- Hold øje med kommunens hjemmeside vedr. evt. afbrændingsforbud

Allerede mange udrykninger i april

Alvoren i situationen kan allerede ses i udrykningsstatistikken. Alarmcentralerne har i de første tre dage i april allerede kaldt brandvæsenet ud til 77 naturbrande. Til sammenligning rykker brandvæsenet i gennemsnit ud til godt 250 naturbrande om måneden i perioden april til september. I denne uge er det også gået ud over ti brande i de tidligere Blåbjerg og Blåvandshuk kommuner. Flere kommuner har derfor udstedt forbud mod afbrændinger. Det gør man dog ikke i Varde Kommune.
"Vi venter og ser de næste dage igennem, inden vi eventuelt laver et forbud. Prognoserne tyder jo på regn i starten af næste uge," fortæller Vagn Lund, Beredskabschef i Varde Kommune.
"Hvis man skal ud i naturen i de kommende dag, så opfordrer vi til forsigtighed. Pas på hvis I griller og lad være med at smide cigaretter i naturen," tilføjer han.