Lad dem nu være
Kostbare fartvisere bliver væltet og malet på, selvom de blot er til hjælp for bilisterne
Flere af de fartvisere, Hillerød Kommune har opsat, har været udsat for hærværk.
Nogle er væltet, mens andre er blevet overmalet på displayet.
"Det er smadderuheldigt, for dels kan fartviserne lægge sig på et sted, hvor der kan ske et trafikuheld - det ville være meget uheldigt - dels virker de bare ikke. De er lidt følsomme og kan let gå i stykker, hvis de bliver væltet," siger trafikplanlægger Janne Graae Tinghus.
Rigtig ærgerligt
Hun understreger, at fartvisere ikke tager billeder, så bilisterne får en bøde. De er udelukkende sat op for at gøre bilisterne opmærksomme på deres egen fart. Og hvis bilisterne holder mere øje med, hvor hurtigt de kører, er der mindre risiko for ulykker - og for bøder.
"Der er så stor efterspørgsel på at få fartviserne ud, og vi stiller dem der, hvor risikoen for uheld er størst. Så det er rigtig ærgerligt, de bliver udsat for hærværk," siger hun.
Når fartviserne går i stykker, går det også ud over borgernes pengepung, for en enkelt fartmåler koster typisk 50.000 kroner.
Så Hillerød Kommunes Trafik-, Vej- og Parkafdeling vil gerne opfordre til, at man lader fartmålerne stå, og afdelingen modtager gerne henvendelser, hvis borgere observerer problemer med målerne.
Hærværket er gået ud over de mobile fartvisere, der har været stillet op på Sophienborgvej og Markedspladsen ved Slangerupgade. Her er de blevet vendt om eller væltet. Samtidig er de nye permanente fartvisere i Skævinge blevet overmalet på displayet.