Fortsæt til indhold

"Men jeg skulle jo bare lige…"

Vi glemmer sikkerhedsselen på de korte stræk. Og vi glemmer endda at spænde ungerne ordentligt fast

Krimi
Arkiv

Forældre med fart på, manglende sikkerhedssele og mobiltelefon i hånden og børn uden sikkerhedsseler på bagsæderne er faste gengangere i politiets rapportskrivninger. Særligt på de korte stræk er vi slemme til at glemme sikkerhedsselerne - der, hvor vi bare liiiige skulle køre et bette smut.
Politiets seneste færdselskontrol omkring landets skoler har vist, at mange forældre stadig undlader at spænde sig selv og deres børn fast. På tre uger blev 1193 personer skrevet for ikke at bruge selen, og i 282 tilfælde havde børnene i bilen heller ikke sikkerhedssele på.
Men seler er afgørende for at klare en kollision - også med lav fart. På kampagnen www.huskselen.dk kan du teste hvorfor, men inden da kan du jo passende prøve dine undskyldninger af her også:
Jeg skal ikke så langt, så jeg behøver ikke sele.

Fakta: De fleste uheld sker på korte ture ved relativ lav hastighed. Her har selen samtidig størst effekt og kan være forskellen på, om du kommer alvorligt til skade - eller slipper helt uskadt.

Det bestemmer jeg selv.

Kommer du til skade eller bliver dræbt, er der mange, der bliver kede af det. Ved at sidde løst kan du desuden risikere at skade andre i bilen. Det er fordi, du bliver kastet rundt ved en kollision. Og endelig: Selv om du selv kører godt, så bestemmer du jo ikke, hvordan de andre kører. Et uheld behøver ikke være din egen skyld.

Jeg kan holde imod trykket med armene.

Desværre: Det er fysisk umuligt. Kræfterne ved en kollision er store, selv ved lave hastigheder. Hvis du fx vejer 75 kilo og kører ind i en mur med 50 km/t, skal du kunne holde imod et tryk på ca. 1,5 tons, hvis du vil blive siddende. Det kan du ikke.

Det er ubehageligt at bruge sele.

Det er mere ubehageligt at sidde i kørestol.

Jeg har airbag.

En airbag er direkte livsfarlig, hvis du ikke bruger sele. Mange brækker nakken, dør eller invalideres, fordi de uden sele bliver kastet frem og rammes af den udløsende airbag.

Jeg kan ikke komme ud, hvis der går ild i bilen.

Hvis der går ild i bilen, er det bedre at have sele på. Der er nemlig større sandsynlighed for at være ved bevidsthed, så du selv kan udløse selen og komme ud af bilen.

Det er bedre at blive kastet ud.

Nej, det sikreste sted at være, hvis der sker en ulykke, er inde i bilen. I langt de fleste tilfælde er bilen så intakt, at kabinen stort set ikke er kommet noget til. Risikoen for at blive dræbt eller alvorligt kvæstet, er 5-10 gange større, hvis du bliver kastet ud af bilen.

Jeg glemmer selen.

Mon dog? Det er aldrig for sent at tillægge sig nye vaner. Du kan jo starte nu. Hvis du stadig glemmer det, er det nok en god idé at gå til lægen for at blive tjekket for tegn på begyndende demens.