Fortsæt til indhold

Fire knægte sigtet for hæleri

Fire unge mænd så en ældre dame tabe sin pung og besluttede sig for at dele indholdet mellem sig

Krimi
Kristina Schønnemann

Ofte venter der god samvittighed og måske en findeløn, når man finder og afleverer andres tabte sager. Det skulle fire unge mænd måske have overvejet, da de samlede en pung op i et indkøbscenter og delte pengene imellem sig. For i stedet for at gøre en god gerning, blev knægtene i stedet sigtet for at hæleri og ulovlig omgang med hittegods.
En 78-årig dame tabte onsdag sin pung, da hun handlede i Spar på Heimdalsvej i Frederikssund. Ifølge Nordsjællands Politi så de fire unge mænd, det ske, men i stedet for at aflevere pungen til rette ejermand, delte drengene de 469 kroner, som damen havde i pungen.
Politiet blev kaldt ud til stedet, og sammen med personalet i butikken finder de ud af, hvem de fire knægte er. Alle kommer de fra Frederikssund og er mellem 17-19 år.
Politiet finder de unge mænd på en nærliggende skole. De unge mænd tilstår, at de tog pengene og må aflevere dem til politiet, der sørgede for, at den ældre dame fik sine penge igen. De fire knægte bliver sigtet for hæleri og ulovlig omgang med hittegods