En mand hårdt kvæstet ved sammenstød med traktor
Et voldsomt sammenstød mellem en personbil og en traktor på Lyngåvej lidt nord for Lyngå nær Hadsten sendte fredag formiddag kl 9.15 to personer på sygehuset.
Vagtchef Jesper Drejer ved Østjyllands Politi siger til tv2oj.dk, at føreren af bilen pludselig trak over i den modsatte side af den forholdsvis smalle vej og kørte frontalt ind i traktoren.
"Om han er faldet i søvn, eller han var påvirket, det ved vi ikke, men indtil videre har vi taget blodprøver," siger vagtchefen til tv2oj.dk.
Føreren af personbilen - en 37-årig mand - blev fastklemt ved ulykken og skulle skæres fri af mandskab fra Hadsten Brandvæsen. Han kom alvorligt til skade og blev sammen med traktorføreren bragt til Regionshospitalet i Randers.
Ingen af de to tilskadekomne er dog i livsfare, oplyser vagtchefen.