Fortsæt til indhold

Vanvidsbilist i firehjulstrækker smadrede ind i bil og kørte henover 23-årig

Krimi
Jacob Nielsen

En 46-årig mand fra Jægerspris fremstilles søndag i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby sigtet for hensynsløs kørsel, spirituskørsel og grov vold, som kunne have kostet en 23-årig mand livet. Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, til Lokalavisen.dk.
Lørdag klokken 16:06 kørte den 23-årige mand, som også er fra Jægerspris, i sin bil bagved firehjulstrækkeren -ført af den 46-årige. På et tidspunkt overhalede den 23-årige firehjulstrækkeren og kørte kort efter ned ad en lukket vej, hvor han parkerede sin bil. Da han var ved at stige ud af bilen, blev den pludselig torpederet af firehjulstrækkeren, som skubbede bilen 10 meter frem. Ligeledes blev den 23-årige ramt af den store firehjulstrækker, som kørte henover den unge mands overkrop. Efterfølgende stak vanvidsbilisten af fra stedet, mens han råbte ud af sin bilrude.
Den 23-årige blev kort tid efter fløjet med akutlægehelikopter til Rigshospitalets Traumecenter, hvor man konstaterede mange knoglebrud i hans krop - dog meldes han udenfor livsfare.
Det lykkedes politiet at finde frem til den 46-årige mand, som lugtede kraftigt af spiritus, da man opsøgte ham på hans bopæl. Han blev anholdt og taget med på stationen. Afhøringerne af ham har ifølge vagtchef Ole Hestbæk været igang søndag formiddag, og han vil blive fremstillet ved Retten i Lyngby klokken 12 med krav om varetægtsfængsling.