Fem bankrøvere snuppet
Efter længere tids målrettet efterforskning omkring røverier mod pengeinstitutter kunne Østjyllands Politi 12. juni anholde fem mænd fra Aarhus i alderen fra 32 til 39 år.
De sigtes for flere røverier mod pengeinstitutter samt flere brugstyverier af store "muskelbiler".
De fem mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i dag. Efter grundlovsforhøret blev de alle varetægtsfængslet i fire uger, hvoraf den ene kærede.
Helt konkret sigtes mændene for røveri mod Handelsbanken i Sønder-Omme 2. november og røveri mod Sydbank i Horsens 3. januar. Begge gange har de knust en rude med et koben, er steget ind til personalet og snuppet penge.
Den ene af mændene sigtes særskilt for flere lukketidsrøverier mod pengeinstitutter i Østjylland.