Fortsæt til indhold

Falsk hjemmehjælper stjal fra ældre dame

Krimi
Tim Panduro

Endnu en ældre hillerødaner er blevet offer for et tricktyveri, hvor personer under falsk påskud snyder sig ind i boliger for at stjæle.

torsdag eftermiddag gik det ud over en 79-årig kvinde. Her ringede en kvinde på døren til den 79-åriges lejlighed på Sdr. Banevej. Hun påstod, at hun var hjemmehjælper, og beboeren lukkede hende ind.

Den falske hjemmehjælper lod som om hun arbejdede lidt i lejligheden, men smuttede hurtigt derfra- medbringende 500 kroner, hun havde fundet i kvindens hjem.

Tyveriet fandt sted engang mellem klokken 16.30 og 17.

"Hjemmehjælperen" beskrives som 165 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun er sidst i 20'erne og taler dansk med accent. Kvinden er lyshudet, og har mørkt hår. Under tyveriet var hun blandt andet iført en hvid kittel.

Folk med kendskab til episoden kan kontakte politiet på 1-1-4.