Fortsæt til indhold

Fodgænger dræbt af flugtbilist - så du noget?

Bilist stak af efter dødsulykke i Hørsholm

Krimi
Martin Warming

OPDATERET KLOKKEN 21.22 En 72-årig mandlig fodgænger blev mandag aften dræbt, da han ved 19-tiden blev ramt af en bil i Hørsholm - og Nordsjællands Politi beder nu om borgernes hjælp til at finde bilisten, der stak af efter den tragiske ulykke.
Ulykken skete i krydset Rungstedvej og Bøgebakken i Hørsholm, hvor fodgængeren blev ramt af bilen og hårdt kvæstet. Føreren af personbilen undlod at standse og stak af i retning mod Hørsholm centrum.
"Tililende vidner ydede livreddende førstehjælp til fodgængeren, indtil ambulance nåede frem, men da akutlægen ankom, kunne han desværre konstatere, at fodgængeren var afgået ved døden," fortæller vagtchef Dan Rener Houtved fra Nordsjællands Politi.
Grå personbil

Vidner på stedet har oplyst, at der var tale om en mindre grå personbil muligvis af mærket VW, og Nordsjællands Politi er meget interesseret i at høre fra borgere, der har set bilen, der har skader omkring tågelyger og eventuelt frontrude eller andre skader i øvrigt.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4.
De pårørende er underrettet, oplyser Nordsjællands Politi.