Udlændinge tiggede benzin og tilbød asfalt
75-årig mand fra Gjesing slog alarm til politiet efter mystisk besøg
Da to udenlandkse mænd pludselig dukkede op på en gårdsplads i Gjesing søndag aften og bad om hjælp, fordi deres "truck var kaput," blev de mødt af en 75 årig mand, som i første omgang var med på at hjælpe de nødstedte med en dunkfuld diesel. Men da de to mænd på gebrokkent tysk og engelsk bad om at se, hvor han opbevarede sin dieseltank, begyndte alarmklokkerne at ringe. Den 75-årige afviste mændenes ønske og bad dem ifølge Lokalpolitiet i Skanderborg om at forlade ejendommen. Det fik dog ikke de to til at opgive deres forehavende i første omgang. De fortsatte med at luske rundt på gårdspladsen og tilbød manden, at de kunne asfaltere gårdspladsen for ham. Det var manden dog ikke interesseret i og til sidst forsvandt de to mænd, som han nåede at få et udmærket signalement af. Derfor beder politiet i Skanderborg nu folk om at tage deres forholdsregler, hvis de skulle støde på et par udlændinge, som opfører sig mærkeligt og passer på følgende signalement: Et 45-50 årig mand iført hvid skjorte og slips samt hornbriller og en 35-40-årig mand iført gul og grøn trafikvest og 170-180 centimeter høj.