Fortsæt til indhold

Hvidt pulver i banankasser

Ansatte på Coop i Hasselager fandt poser med hvidt pulver i flere kasser bananer fra Columbia

Krimi
Af Bettina Sønderskov

Da personalet natten mellem onsdag og torsdag var i fuld gang med at gøre frugt, grønt og ferskvarer klarer til at blive sendt ud til alle Coops butikker i Jylland og på Fyn, skete der noget højst usædvanligt. Flere banankasser fra Columbia vejede usædvanligt meget, hvilket ifølge informationsdirektør i Coop, Jens Juhl Nielsen, fik de ansatte til at åbne kasserne for at undersøge dem nærmere.
“Da de åbnede kasserne fandt de poser med hvidt pulver i flere af dem, og da kasserne kommer fra Columbia,” kontaktede vi straks Østjyllands Politi, siger informationsdirektøren.
Mogens Brøndum fra Østjylllands Politi bekræfter, at der indløb en alarm fra ferskvarecentralen i Hasselager klokken 01.50 natten til torsdag.
“Vi kørte straks derud og har nu taget pulveret i bevaring for at undersøge, hvad det er,” siger han.
Mogens Brøndum vil ikke udtale sig om, hvor store mængder pulver, der blev fundet og kan hverken be- eller afkræfte forlydender om, at der skulle være tale om cirka 100 kilo. Han kan heller ikke sige noget om, hvornår politiet er færdige med undersøgelserne af pulveret. Ifølge Jens Juhl Nielsen har Coop købt store mængder bananer fra den pågældende leverandør i Columbia i flere år.