Togrevisor fik tæsk - voldsmand anholdt efter et døgn
En lokal mand har efter alt at dømme svært ved såvel at styre sit temperament som at overskue konsekvenserne af sine handlinger.
I hvert fald valgte manden fredag morgen at hoppe på toget mod Frederiksværk - blot et døgn efter, at han overfaldt en togrevisor, der afslørede ham i at skrive falsk navn på en bøde.
Ifølge vicepolitikommissær Anker Sylvest fra Nordsjællands Politi i Hillerød, blev politiet torsdag morgen klokken 7.27 kontaktet, efter at manden havde skubbet til togrevisoren, mens toget holdt på Hillerød Station.
Manden havde kørt i tog uden billet, og da han skulle have en kontrolafgift, skrev han et opdigtet navn. Det opdagede revisoren, og det førte til, at manden skubbede revisoren flere gange.
Politiet kom for sent - manden var væk, da patruljen ankom.
Fredag ved syv-tiden vendte gerningsmanden tilbage til toget. Han blev genkendt af personalet - og denne gang nåede politiet frem til Brødeskov Station før toget.
Manden blev anholdt, og han er nu sigtet for personelfalsk - det skyldes det opdigtede navn - og vold mod tjenestemand.