Fortsæt til indhold

160 billister snuppet i færdselsrazzia

Lokalpolitiet satte tirsdag fokus på spiritus, håndholdt mobiltelefon og billister, som kørte uden sikkerhedssele

Krimi
Af Christina H. Langpap

160 billister kan se frem til en færdselsbøde, efter at de tirsdag blev snuppet af politiet, der denne dag var ude i hele kommunen for at tjekke om billisterne kørte, som de skal ifølge færdselsloven.
Politiet havde mandskab fra både lokalstationen i Skanderborg og fra færdselsafdelingen i politikredsen, som både stod ved vejene og kørte rundt.
"Vores fokus var på billister, der kørte i spirituspåvirket tilstand. Men de billister, som vi stoppede var primært folk som talte i håndholdt mobiltelefon, mens de kørte bil, folk, der havde glemt at tage sikkerhedssele på, folk, som kørte for hurtigt og folk, der havde glemt deres kørekort," fortæller vicepolitikommissær fra Lokalpolitiet i Skanderborg, Torben Rungstrøm.

Billist snuppet to gange

I fire af sagerne var det spirituspåvirkede billister, som politiet stoppede, mens 156 sager omhandlede mobiltelefoner, glemte sikkerhedsseler og kørekort og fart.
I løbet af dagen lykkedes det politiet at tage en mandlig billist hele to gange, der selvom han var blevet taget uden kørekort en gang, alligevel satte sig bag rattet igen.
"Vi er meget tilfredse med dagens resultat. Opfattelsen fra vores mandskab på vejene er, at folk er blevet bedre til at huske ikke at tale i mobil og huske at tage sikkerhedssele på, når de kører bil, så det er rigtig godt. Men vi kan ikke være blinde over for de mange sager, som vi alligevel fik, så det er stadig noget, som vi skal gøre noget ved og have fokus på," siger Torben Rungstrøm og lover at tirsdagens færdselsrazzia ikke bliver den sidste for Lokalpolitiet i Skanderborg.