Forsøg på forsikringssvindel kostede lang fængselsstraf
En forfalsket kvittering hjalp ikke 36-årig mand, der forsøgte at få formue for ikke-eksisterende B&O-udstyr
Drømmen om flere hundrede tusinde kroner ganske gratis ind på kontoen blev forleden omsat til en otte måneder lang fængselsdom for en 36-årig hillerødaner.
Manden blev dømt for forsøg på bedrageri, dokumentfalsk og et par tyverier.
26. januar sidste år sendte manden en anmeldelse om tyveri i forbindelse med et indbrud til forsikringsselskabet Tryg. Han oplyste, at han havde fået stjålet forskelligt inventar for i alt 605.211 kroner - blandt andet Bang og Olufsen-elektronik for flere hundrede tusinde kroner.
Problemet var bare, at anmeldelsen var opspind. Det samme var en kvittering fra “Hørning Radio og TV”. Denne butik findes ikke i virkeligheden - og det gjorde de serienumre, der blev skrevet på kvitteringen heller ikke.
Nådesstød fra ekskæreste
Nådesstødet til den 36-årige kom dog fra hans ekskæreste, som han boede sammen med i Skanderborg. Ifølge rettens referat af sagen, havde manden oplyst, at hun havde købt udstyret, men under afhøringen i retten fortalte hun, at hun intet kendte til det. Retten fandt det samtidig højst usandsynligt, at ekskæresten i så fald ville have overgivet så store værdier til manden, da de gik fra hinanden.
Den 36-årige blev derfor dømt for såvel bedrageriforsøg som for dokumentfalsk.
Stjal fra forældre
Han fik desuden en dom for tyveri fra et ridecenter andetsteds i Nordsjælland.
Den del af dommen deler han med en ni år yngre kvindelig bekendt.
Ridecenteret er ejet af hans forældre, og manden oplyste i retten, at han ville hente en saddel, han selv havde liggende på stedet. Det blev dog temmelig kraftigt modbevist af, at han indleverede sadlen til en rideudstyrsforhandler, hvor den retmæssige ejer genkendte den. Hendes ejerskab blev bekræftet af, at hendes navn var indgraveret i sadlen.
De otte måneders fængsel blev gjort betingede. Til gengæld skal den 36-årige udføre 120 timers samfundstjeneste. Den 27-årige kvinde fik 10 dages betinget fængsel for sin andel af tyveriet.
De skal sammen betale sagens omkostninger - dog skal statskassen betale to tredjedele af kvindens advokatudgifter.