Fortsæt til indhold

Se det frække trick på video her

Krimi
Jacob Nielsen

Tricktyve har to gange indenfor det seneste døgn slået til i Nordsjælland med et efterhånden klassisk trick, hvor tyvene henvender sig til en person, som er i færd med at hæve penge fra en hæveautomat. Vedkommende bliver prikket på skulderen af en tricktyv, som peger ned på jorden, hvor der ligger penge. Når personen bukker sig ned for at samle pengene op, ombytter en medsammensvoren hans eller hendes dankort i automaten med et snuptag.
Se chokerende video her: Sådan foregår tricket

Nordsjællands Politi oplyser, at det fredag klokken 13 først gik ud over en 77-årig kvinde i Kongensgade i Slangerup. Kvinden fik et puf, mens hun stod og hævede penge. På jorden lå 150 kroner, som en mand spurgte om ikke var hendes. Mens hun samlede dem op, blev hendes hævekort ombyttet, og det blev efterfølgende misbrugt, inden hun nåede at få det spærret. Gerningsmanden beskrives som: Udlænding, østeuropæisk, 20-25 år.
Klokken 16:04 gik det ud over en 81-årig mand fra Værløse, som efter samme opskrift fik stjålet sit dankort ved en automat i Værløse Bymidte. Gerningsmanden beskrives som: Mand, lys i huden, cirka 35 år, slank.
Fremgangsmåden er som sagt velkendt. På denne overvågningsvideo, som er optaget i Nivå Centret den 30. juli sidste år, kan man se, hvordan gerningsmændene udfører deres frække tricks ved hæveautomaterne.
Nordsjællands Politi hører gerne fra folk som har oplysninger i de to aktuelle sager. Ring på 1-1-4.