Fortsæt til indhold

Mekaniker brækkede ryggen

Voldsom arbejdsulykke på værksted i Kirke Hyllinge

Krimi
Af David Foli

Mandag morgen i sidste uge fik Midt- og Vestsjællands Politi en melding om, at en person var blevet klemt fast under en bil på et værksted i Kirke Hyllinge. En ambulance og en lægehelikopter blev sendt til stedet, hvor politiet ved ankomsten kunne konstatere, at en 37-årig mandlig mekaniker fra Gislinge var kommet slemt til skade.
Manden var således blevet fastklemt da en bil var faldet delvist ned fra en lift. Ulykken skete, da den 37-årige og en anden mekaniker skulle starte en bil med startproblemer, der holdt svagt hævet på en lift. Den anden mekaniker sad i bilen med startproblemer og fik ifølge politiet ikke bremset bilen i tide, da hans fod smuttede fra koblingen, da bilen startede.
Bilen påkørte derfor en anden lift med en lille personbil, som var løftet op i ca. halvanden meters højde. Som følge af påkørslen kørte personbilen på liften fremad og vippede fremover, hvilket den 37-årige mekaniker ifølge politiet forsøgte at forhindre med håndkraft, men han kom i klemme under vægten af bilens forende, der faldt ned fra liften.
Den tilskadekomne blev frigjort af de øvrige medarbejdere på værkstedet, inden ambulancens ankomst, og Lejre brandvæsen blev tilkaldt til at stabilsere bilen og sakseliften. Manden blev behandlet af ambulancepersonalet og fløjet til Rigshospitalets Traumecenter.
Arbejdstilsynet blev efterfølgende tilkaldt for at undersøge ulykken i samarbejde med politiet.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi pådrog mekanikeren sig brud på ribben, ryggen og på bækkenet. Rigshospitalets læger meldte ham uden for livsfare, og de pårørende blev underrettet straks efter ulykken. Politiet afventer nu arbejdstilsynets rapport om, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.