Fortsæt til indhold

"Jeg vidste ikke, der ville være en baby i huset"

Det forklarer en af de fire hjemmerøvere, der i januar 2012 bagbandt et ægtepar for øjnene af deres to-årige barnebarn iHolte. Station 2 har fulgt konfliktrådet mellem parterne, og vi bringer her uddrag fra udsendelsen

Krimi
Anne Dahl Kristensen

Mandag den 13. maj sender Station 2 Special et program om det voldsomme hjemmerøveri, som fandt sted i Holte i januar 2012. Station 2 har fået en unik adgang til at filme det såkaldte konfliktråd mellem ægteparret, der blev overfaldet, og den ene gerningsmand, som er dømt for forbrydelsen.
Rudersdal Avis har fået lov til at se programmet på forhånd, og vi bringer her artikler med uddrag fra programmet "Station 2 Konfrontation: Bagbundet og røvet, hvor de forskellige parter fortæller om deres oplevelse af hjemmerøveriet.

Se også tv-indslaget:
Offer for hjemmerøveri: Mit liv er ødelagt

Vi skruer tiden tilbage til den 19. januar 2012. Det er først på aftenen, og Bente Kindberg og Jørgen Holmgaard har hentet deres to-årige barnebarn fra vuggestuen. De tre sidder og spiser lakselasagne, da det banker på døren.
Jørgen går ud i entréen og overvejer frem og tilbage, om han skal lukke op. Han beslutter sig for at åbne døren, og bliver mødt af Simon Damkvist. Han er ankommet sammen med tre andre unge mænd, som har udset sig villaen i Holte, fordi der holder en dyr Audi i garagen.
"Jeg fik ikke at vide, at det var et decideret hjemmerøveri. Jeg fik bare at vide, at vi skulle ind i et hus og have nøglerne til bilen, nogle smykker og sådan noget," forklarer Simon Damkvist i Station 2 Kronfrontaion-programmet.
Simon har forinden aftalt med de tre andre, at det er ham, der skal banke på døren og overmande Jørgen om nødvendigt. Til gengæld får han lov til "bare" at holde vagt inde i huset. Da Jørgen åbner, fornemmer han dog hurtigt, at gæsterne ikke er velkommen, og han forsøger at skubbe Simon væk fra døren.
"I det øjeblik jeg træder frem for at lukke døren, træder han (Simon, red.) henover dørtrinnet. Jeg skubber ham tilbage og rammer ham i brystet, og i samme øjeblik vi kommer i fysisk kontakt, springer der tre andre mænd frem," forklarer Jørgen Holmgaard i TV2-programmet.

Se også tv-indslaget:
Offer for hjemmerøveri: Mit liv er ødelagt

"Jeg kunne ikke se hende i øjnene"

Herefter udvikler tingene sig voldsomt. Bente Kindberg kan høre stemmerne i entréen og fornemmer, at noget er galt. Hun løber sammen med barnebarnet op på førstesalen for at ringe efter hjælp. Imens bliver Jørgen bagbundet med tape i husets spisestue, og på førstesalen får Bente ligeledes hænderne bundet sammen, imens hun sidder med barnebarnet.
Simon får som lovet til opgave at holde vagt ved Bente.
"Jeg står i døråbningen til kontoret. Der er helt mørkt, der var kun lys fra computerskærmen. Jeg kigger bare ud af vinduet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte bare, at jeg var flov. Jeg kunne ikke kigge på hende, så jeg kiggede bare væk," fortæller Simon Damkvist til Station 2 Konfrontation.
Ikke mindst overrasker det Simon, at der er en lille dreng i huset.
"Det var noget af det værste, der kunne ske. Jeg fik ikke at vide, at der var en baby derinde, jeg ser det først selv med mine egne øjne, da jeg er derinde. Det er ikke godt," forklarer han.

Frygter for sit liv

Drengen skriger uafbrudt. Lige fra det banker på døren, til det hele er overstået. Og imens Bente forsøger at berolige ham, frygter hun samtidig, hvad der videre vil ske.
"Man bliver bange og angst. Man ved ikke, om de har våben på sig eller knive. Man skal bare at se at komme væk fra dem," siger Bente i programmet om sine tanker undervejs.
Inden de fire gerningsmænd forlader villaen, låser de ægteparret og barnebarnet inde på toilettet, og med fra huset får de sølvtøj, smykker, dankort, mobiltelefoner, og nøgler til Audien, som de forsvinder væk i.
14 dage senere bliver de fire mænd anholdt. I Simons tilfælde sker det hjemme hos forældrene i Rødovre. Hans tre medgerningsmænd bliver hver idømt fem års fængsel, imens Simon slipper med fire år, da han ikke er tidligere straffet og som sådan ikke havde en aktiv rolle i forbrydelsen, men "kun" har stået vagt.
Se hele udsendelsen "Station 2 Konfrontation: Bagbundet og røvet" på TV2 mandag den 13. maj klokken 20.50.