Din stjålne bil kan ende i skudssag
Flere dyrere biler er stjålet fra private boliger den seneste uge. Bilerne bruges typisk til ny kriminalitet, siger Nordsjællands Politi
Fire gange på mindre end en uge har såkaldte listetyve, der bryder ind i en bolig, mens familien sover, stjålet en personbil fra privatboliger i Gentofte.
Senest skete det mandag fra en villa på Egehøjvej, hvor tyvene - ligesom de øvrige indbrud - kom ind ved underboring. Det oplyser vicepolitikommissær Finn Janniche fra Nordsjællands Politi.
Underboring er en metode, hvor tyvene borer et lille hul vindueshaspen eller dørhåndtaget på terrassedøren og med et lille stykke ståltråd kan få adgang til huset.
Ved indbruddet på Egehøjvej stjal tyvene blandt andet tasker, jakker og flere iPhones samt familiens BMW. Bilen er mørkegrøn og har registreringsnummeret DW 53 563.
Ifølge Finn Janniche er det typisk lidt dyrere biler, tyvene stjæler på denne måde.
"Hvis det er nogle lidt finere biler er der jo mulighed for, at de bliver brugt til skyderier, hvor bilerne bliver brændt bagefter, eller anden form for kriminalitet", forklarer han.
Onsdag i sidste uge blev en Mercedes med registreringsnummeret ZV 52 725 stjålet fra en villa på Sommervej og en Audi med registreringsnummeret AB 30 599 blev stjålet fra en bolig på Juul Steens Allé.
I lørdags blev en Fiat Panda lånebil stjålet fra en adresse på Sønderengen.
Alle tre steder foregik indbruddet ved underboring, mens familien lå og sov.