Havetraktorer stjålet flere steder på samme vej i Favrskov
jr
Flere beboere på Skolevangsvej ved Sall har fået stjålet havetraktorer og værktøj.
Tyverierne er formentligt foregået søndag 9. april om aftenen eller natten til mandag 10. april, oplyser Østjyllands Politi, der mandag modtog fire anmeldelser fra forskellige borgere på Skolevangsvej.
Et af stederne var der stjålet en havetraktor fra en gårdsplads, mens gerningspersonerne de tre andre steder var brudt ind i et værksted eller en lade.
Samlet set blev der stjålet tre havetraktorer og en del værktøj til en værdi af i alt flere tusinde kroner, oplyser politiet, der efterforsker sagerne.