Kødkrog flåede mands underarm op
Arkiv
Det blødte kraftigt fra underarmen, da en 27-årig mand mandag morgen blev såret af en kødkrog på Danish Crowns slagteri på Bragesvej i Ringsted.
I første omgang fik politiet melding om, at medarbejderen havde fået armen i klemme under sit arbejde. Da en ambulance og en lægehelikopter nåede frem, viste det sig, at manden var faldet, da han kort før klokken 9 skulle skubbe et stativ med kødkroge.
"Den ene underarm blev derfor revet op af en krog med en kraftig blødning til følge," oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 27-årige blev kørt i ambulance til skadestuen, hvor armen blev syet så den tilskadekomne kunne udskrives.
Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge, om der var sket fejl eller ulykken var et hændeligt uheld.