"Send de kriminelle til Jylland"
Dansk Folkeparti vil sende hårde kriminelle til Jylland
Dansk Folkeparti i Furesø forslår nu, at kriminelle borgere bliver sendt til Jylland for at få dem på ret køl og for at skåne deres ofre.
Forslaget kommer efter en længere periode med faldende kriminalitet i Furesø, men Kåthe Søeballe, der er formand for den lokale afdeling af Dansk Folkeparti i Furesø, mener, at det udelukkende hænger sammen med, at mange kriminelle i øjeblikket sidder fængslet - og hun frygter, hvad der vil ske, når de bliver løsladt.
"Nu er der så ro i Furesø, men det hænger sammen med, at nogle af de værste banditter er under lås og slå. Når de løslades, skal vi have styr på, at de ikke ryger tilbage i ny kriminalitet og trækker andre unge med sig. Jeg vil derfor opfordre borgmesteren til, at vi får styr på, hvornår unge kriminelle her fra kommunen løslades. Vi skal sikre, at de ikke bare kommer ud og genoptager deres kriminelle løbebane. Vi skal også sikre, at de ikke generer deres tidligere ofre og deres familier," siger hun til Furesø Avis.
Og det kan blandt andet ske ved at sende hårde kriminelle, som eksempelvis har fået en voldsdom, en tur til Jylland, mener hun.
"Vi kunne samarbejde med andre kommuner i for eksempel Jylland om, at løsladte flytter til en kommune dér. På den måde kan de så få en ny start i nye omgivelser, og deres ofre kan leve uden frygt for repressalier. Vi skal selvfølgelig også tage nogle af deres kriminelle", siger Käthe Søeballe, der samtidig understreger, at det ikke bare skal være et 'tilbud' til de hårde kriminelle.
"Det skal være et krav, at de flytter væk. Det handler primært om, at vi skal skåne ofrene, der risikerer at møde dem nede i supermarkedet", siger hun