Fortsæt til indhold

Drenge snuppede forældres bil og kørte aftentur

Blev opdaget af patrulje i Allerød

Krimi
Carsten Pedersen

Tre formentlig noget brødebetyngede drenge måtte Skærtorsdag aften lide den tort, at lade sig afhente på politistationen i Hillerød, efter de på Vestvej i Allerød var blevet snuppet for at have kørt bil uden gyldig førerret, oplyser Nordsjællands Politi Langfredag til Lokalavisen.dk
Havde lånt forældres bil

De tre drenge havde set deres snit til at låne den ene af forældrenes bil, hvorefter de var kørt ud på en lille aftentur i Allerød.
En patrulje fik imidlertid øje på de tre ungersvende, og vurderede, at en nærmere kontrol af køretøj og passagerer var påkrævet.
Bag rattet sad en blot 15 år gammel dreng, og med i bilen var to andre drenge på henholdsvis 15- og 17 år, oplyser vagtchef Erik Skriver til Lokalavisen.dk
Måtte hentes af forældrene

Ungersvendene blev efterfølgende taget med på politigården i Hillerød, hvor de måtte afvente, at Nordsjællands Politi fik fat på deres forældre.
Drengene blev senere afhentet af forældrene på politigården, og der venter nu en hilsen fra politiet for kørslen uden gyldig førerret.
"Drengene vil dog ikke blive sigtet for brugstyveri af bilen, da det var forældrenes bil, de lånte," oplyser vagtchefen.