Jeg er terrorist
Østjyllands Politi har netop anholdt en 29-årig mand, der mistætnkes for at stå bag en terrortrussel tidligere på dagen i en bybus i Aarhus Vest, skriver Ekstra Bladet.
Østjyllands Politi rykkede straks ud og ifølge Ekstra Bladet skød betjente mod manden, da han blev lokaliseret i en bus på Silkeborgvej. Han blev ikke ramt og flygtede fra bussen.
Politiet fik fat i manden på et grønt område bag Gudrunsvej 46 i Brabrand.
"Vi fik en anmeldelse klokken 11.29 fra en passager i buslinie 12. Der var angiveligt en truende og aggressiv mand i bussen, som råbte, at han er terrorist," siger politikommissær Mogens Brøndum til ekstrabladet.dk.
Manden, der formentlig er af arabisk baggrund, stod af bussen ved indkøbscenteret City Vest nær Gellerup-parken. Kort efter hoppede han ifølge Østjyllands Politi på buslinie 4 med retning mod Aarhus midtby.
Politiet vil ikke bekræfte over for Ekstra Bladet, at der er affyret skud mod manden, men vidner fortæller, at der blev affyret mindst et skud.