"De unge kravlede på væggene"
En større technofest på Club M i Frederikssund var ifølge politiet skyld i en del uro i Havnegade natten til lørdag.
Ved tre-tiden kom fire personer op at slås ved natklubben, men politiet fik skilt dem ad. Alle fire - en 21-årig mand fra Hedehusene, en 19-årig mand fra Amager, en 20-årige mand fra Frederikssund og en 18-årig mand fra Frederikssund - blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik derudover to års karantæne fra Club M i Havnegade.
Generelt var der mere uro i Havnegade end der plejer, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Hans Gosvig.
"På grund af technofesten var der mange i byen, og nogen af dem propper noget op i næsen, som gør dem meget aktive - i modsætning til alkohol, som ofte gør dem sløve. Jeg kan fornemme, at de har kravlet lidt på væggene, og derfor har vi også været mere massivt til stede, end vi plejer i Frederikssund," siger Hans Gosvig til Lokalavisen.dk.