Tævede to ekspedienter
For syvende gang er en 27-årig mand blevet dømt i en retssal - denne gang for at have banket to 7-Eleven-ansatte på Helsingør Station.
Den 18. november sidste år ved 2-tiden om natten spyttede den 27-årige først en medarbejder i ansigtet inden han stak ham flere slag i hovedet og på kroppen. Slagene medførte, at den mandlige medarbejder fik et fem centimeter langt rødt mærke ved siden af næsen.
Derefter gav han en anden 7-Eleven-ansat lussinger, så han fik et rødt mærke ved venstre øje.
I Retten i Helsingør erkendte den 27-årige volden og blev idømt tre måneders fængsel.
Han er tidligere dømt for blandt andet vold og grov vold og ville derfor normalt få en straf, der er to-tre gange hårdere end ved førstegangstilfælde. Men den 27-årige overbeviste retten om at hans deltagelse i et 'anger management'-kursus er en succes og da han samtidig er i behandling for misbrug af piller, hash og alkohol, valgte retten at begrænse straffen til tre måneder.