Fortsæt til indhold

"Jeg pløkker dig, dit svin!"

Krimi
Arkiv

To mænds slagsmål foran natklubben Retro i Helsingør endte natten til søndag med fire ophold i detentionen.
Kort før klokken 4 fik politiet melding om dårlig stemning og begyndende slagsmål foran Retro. Da patruljen ankom, var slagsmålet i gang, men de to mænd - en 21-årig fra Helsingør og en 27-årig fra Kokkedal - blev stoppet af betjentene, sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og anbragt i detentionen.
Under anholdelsen ville en 21-årig mand fra Holmegaard på Midtsjælland lige fortæller politiet, hvordan de skulle håndtere sagen, så han blev også sigtet, anholdt og taget med på politigården.
Og nu blev det tilsyneladende for meget for en 25-årig mand fra Taastrup, som greb fat i en af betjentene og råbte: "Jeg pløkker dig, dit svin!" og flere andre ukvemsord. Manden bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling, oplyser Nordsjællands Politi.
"Det er ikke første gang, han gør noget lignende, og nu skal han for en dommer. Han er sigtet for trusler," siger vagtchef Hans Gosvig.
De øvrige tre blev løsladt søndag morgen.