18-årig gemte doping-ampuller, kødøkse og røverhue
En specialpatrulje fra Lokalpolitiet i Holbæk ransagede onsdag formiddag bopælen hos en 18-årig mand fra Holbæk, som var mistænkt for at besidde ulovlige dopingmidler.
Ved ransagningen af den mistænktes bopæl fandt politiet 135 ampuller med ulovlige dopingmidler, en kødøkse gemt i en sofa samt et formodet narko-regnskab. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Med baggrund i fundene ransagede politiet også den 18-åriges uindregistrerede bil, hvor man fandt to digitalvægte, en røverhue og et sæt stjålne nummerplader, der viste sig at være stjålet på Ågerupvej i Vipperød, for en uge siden.
Den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod dopingmidler og for tyveriet af nummerpladerne. Politiet vurderer nu, hvorvidt de øvrige fund vil medføre yderligere sigtelser.