22 designerstole stjålet fra restaurant - og formentlig fundet igen
Indbrudstyve stak af med dyre designerstole fra restaurant
Endnu ukendte gerningsmænd stak fredag aften af med ikke mindre end 22 såkaldte 'syver'-stole (en stol, som blev designet i 1955 af den danske arkitekt og designer Arne Jacobsen, red.) fra Restaurant Stella på Lyngsø Allé i Hørsholm.
Det lykkedes tyven at gennemføre deres kriminelle forehavende på trods af, at en røgkanon og en alarm gik i gang under indbruddet, fortæller vagtchef Bruno Vitting fra Nordsjællands Politi.
Indbruddet blev begået ved 22-tiden, og politiet runderede efterfølgende i området, hvor en patrulje stødte på en stjålen VW Transporter, der holdt parkeret i nærheden. Varebilen var proppet med designerstole, og Bruno Vitting formoder, at stolene fra Restaurant Stella også befinder sig inde i bilen, der nu er blevet sendt til tekniske undersøgelser for at sikre eventuelle spor.
Til gengæld har politiet på nuværende tidspunkt ikke nogle spor af gerningsmændene og vil derfor meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med indbruddet. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4.