17-årig anholdt for væbnet Aldi-røveri
Københavns Vestegns Politi har fredag morgen anholdt og sigtet en 17-årig dreng for et væbnet røveri begået mod Aldi den 22. februar. Her skulle den 17-årige have truet personalet med en kniv og en strømpistol til at få udleveret nogle tusinde kroner sammen med to andre drenge på henholdsvis 15 og 16 år. Disse to blev tirsdag fængslet for samme røveri.
Den 17-årige blev anholdt på sin bopæl i Albertslund, og han bliver fremstillet i Glostrup Ret i løbet af fredag eftermiddag med begæring om varetægtsfængsling.
"Dagens anholdelse er en sidegevinst efter vores intensive efterforskning blandt en gruppe af unge, som vi mener har forbindelse til nogle af de påsatte brande i Albertslund," oplyser efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen fra Københavns Vestegns Politi.
Sammenlagt har politiet nu anholdt en håndfuld unge, som sættes i forbindelse med de grove tyverier og ildspåsættelser der de seneste måneder har hærget vestegnen.
Dagens retsmøde vil blive begæret holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.