Fortsæt til indhold

Har du set gerningsmanden?

Krimi
Arkiv

En iskold hjemmerøver forfulgte onsdag eftermiddag en 86-årig kvinde med rollator, som netop havde hævet kontanter i Prøvestenscentret i Helsingør. Kort efter overraskede vidner manden, mens han i kvindens hjem forsøgte at stjæle hendes taske, oplyser Nordsjællands Politi.
Omkring klokken 13.45 havde kvinden handlet i Kvickly og hævet penge i hæveautomaten, inden hun tog bussen til hjemmet i Snekkersten.
"Et par vidner så, at gerningsmanden, der trak med en sort knallert, fulgte efter hende mod hjemmet," fortæller Nordsjællands Politis pressekoordinator Henrik Suhr.
Vidnerne genkendte gerningsmanden, som også er velkendt af politiet, og de fik mistanke om at kvinden - som vidner også kender - var i fare.' Derfor fulgte de efter kvinden og gerningsmanden, men da de nåede hjem til kvinden, var døren allerede lukket.
Vidnerne kunne høre råben og skrigen inde i lejligheden, og da de sekunder senere åbnede døren, sprang gerningsmanden ud af døren og skubbede et af vidnerne omkuld.
"Den 86-årige har forklaret, at hun i lejligheden blev holdt fast, mens gerningsmanden forsøgte at flå hendes taske fra hende, så skulderremmen bristede," oplyser politiet. Kun vidnerne forhindrede, at det lykkedes.
Ifølge Nordsjællands Politi er gerningsmanden den 36-årig Petar Nika, som beskrives som 185 centimeter høj, almindelig af bygning, brun hudfarve, sort mellemlangt hår, fuldskæg og med et knytnævestort modermærke på højre kind.
Har du set Petar Nika, kan du kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.
Ingen kom alvorligt til skade, oplyser politiet.