Fortsæt til indhold

"Bevæbnet" kro-gæst fik større politistyrke på stikkerne

36-årig mand fra Næstved kan nu forvente et retsligt efterspil efter han tog softgun med på kro i Gilleleje

Krimi
Carsten Pedersen

Nordsjællands Politi tog ingen chancer, da man klokken 02.05 natten til påskelørdag fik flere meldinger fra gæster på Kanalkroen i Gilleleje om en pistolbevæbnet mand, oplyser politiets vagtchef Jan Hedager til Lokalavisen.dk
Flere gæster alarmerede politiet

Flere gæster havde uafhængigt af hinanden ringet til Nordsjællands Politi for at anmelde den formodet bevæbnede mand.
Manden havde blandt andet talt med en 31-årig kvinde fra Havdrup, som under mandens halvlange blå frakke så noget, der lignede en pistol, hvorfor hun alarmerede politiet.
Sendte flere patruljer og hunde

Nordsjællands Politi sendte tre patruljer og en hundepatrulje til stedet, hvorefter betjentene vejrede situationen, og planlagde, hvordan den formodet bevæbnede mand skulle hentes ud.
På kroen var der en del gæster, da betjente iført skudsikre veste gik ind for at hente manden, som frivilligt fulgte med ordensmagten ud.
Ved den efterfølgende undersøgelse af mandens skydevåben, fandt politiet ud af, at det drejede sig om en softgun, oplyser vagtchef Jan Hedager til Lokalavisen.dk
Får et retsligt efterspil

"Han var godt klar over, at han havde jokket i spinaten, så der var intet spræl med ham. Han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og efter restaurationsloven, og der kommer helt sikkert et retsligt efterspil for manden," fortæller vagtchefen.
Jurister skal nu vurdere det videre forløb i sagen, men ifølge vagtchefen er der et par formildende omstændigheder ved sagen: Dels at manden ikke skræmte gæsterne på Kanalkroen, og at de blev på stedet, og dels at manden fulgte frivilligt med ud, da politiet henvendte sig til ham.
"Heldigt" var det også for manden, at han ikke havde medbragt en skarpladt pistol, hvilket havde været en skærpende omstændighed, og ville betyde en straf på minimum et års ubetinget fængsel, oplyser vagtchefen.
Mandens overtrædelse af restaurationsloven medførte et to-årigt forbud mod at indfinde sig på samtlige restaurationer i Gilleleje.