Fortsæt til indhold

Forsøgt kvalt af kæresten

46-årig kvinde var ifølge retsmediciner i livsfare under opgør med kæresten

Krimi
Carsten Pedersen

Opdateret klokken 15.00... En snart 38-årig mand fra Holtebakken i Nivå kommer formentlig til at fejre fødselsdag bag tremmer, efter at han tirsdag muligvis forsøgte at dræbe sin 46-årige kæreste.
Det oplyser vagtchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi torsdag til Lokalavisen.dk
Havde punktformede blødninger

En patrulje fra Nordsjællands Politi var tirsdag eftermiddag kørt ud på parrets fælles adresse efter en anmeldelse om husspektakler:
"Efter vi forlod stedet, er kvinden blevet udsat for vold, og hun er formentlig blevet tildelt flere knytnæveslag," siger vagtchef Henrik Rasmussen.
"Kvinden henvendte sig tirsdag aften 20.30 på Hillerød Hospital, hvor man fandt punktformede blødninger blandt andet bag hendes højre øre."
Ifølge retsmedicinerens vurdering tyder disse blødninger på, at kvinden har været udsat for et kvælningsforsøg, og at hun har været i livsfare.
Sigtet for drabsforsøg

Efterfølgende er den 37-årige mand blevet anholdt, sigtet for forsøg på at dræbe den 46-årige kvinde.
Manden fremstilles torsdag klokken 10.00 i grundlovsforhør, hvor han formentlig vil blive varetægtsfængslet.
Der foreligger endnu ingen oplysninger om motiv for det formodede drabsforsøg.
Opdatering
: Under grundlovsforhøret torsdag formiddag fandt Retten grundlag for at fængsle den 37-årige mand i syv dage for forsøg på manddrab, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen.