Chauffør ramt af 60.000 volt
Føreren af en kranbil slap med livet i behold, da han torsdag formiddag påkørte en højspændingsledning på en markvej ved Lundby syd for Aalborg.
"Chaufføren kørte ind i et 60.000 volt ledning, og strømmen gik fra ledningen ned gennem kranen," forklarer driftsassistent Per Søndergaard fra Himmerlands Elforsyning, der var på stedet kort efter uheldet for at afbryde strømmen. Det skriver Nordjyske.dk.
Strømmen fik kranbilens dæk til at eksplodere og chaufføren fik strøm gennem sig, da han forsøgte at åbne døren for at komme ud. Alligevel så han ifølge den lokale indsatsleder frisk ud, da han efterfølgende blev kørt til Aalborg Universitetshospital i en patruljebil.
Per Søndergaard vurderer overfor Nordjyske, at chaufføren slap meget heldigt fra uheldet.
"Han kunne nemt have mistet livet. Han var meget heldig," siger Per Søndergaard til avisen.